Dum som en kamel

Frydefuld børneteaterkomedie om stædige kameler, forfjamskede troldmænd og flyvende tæpper

En veltilfreds, gumlende og smaskende kamel er det første, vi ser. Efterfulgt af en mindre kamelkaravane - otte styks - og en lillebitte mand på et lige så lillebitte flyvende tæppe, svævende over vores hoveder. Og da tæppet tydeligvis lider af landingsbesvær, må manden fire sig ned ved hjælp af et tov, der nedstammer direkte fra det indiske rebtrick og kommer sejlende op ad en bastkurv på jorden. Også tovet lider desværre af landingsproblemer, så da manden efterfølgende med fløjtespil forsøger at få det til at lægge sig pænt tilbage i kurven, dumper tæppet i stedet ned i hovedet på ham. Her er tydeligvis en mand, der ikke har alt for godt styr på tingene. At antagelsen er rigtig, viser den efterfølgende historie med al ønskelig tydelighed.

Hipsomhap Kebab

Manden, der bærer det sigende navn Hipsomhap Kebab, er overmestervismand og troldmand i et, og har som sit speciale at hjælpe folk af med deres problemer. Sådanne lider kamelejer Ali-Baba af i middelsvær grad. Hans otte kameler, den ene dummere end den anden, æder ham nemlig ud af huset uden at yde noget til gengæld. I sin kvide opsøger han overvismand Hipsomhab Kebab, der fluks overbeviser ham om en genial plan. Han skal sende sine otte kameler gennem ørkenen uden kameldriver. De to kameler, der kommer sidst frem, er de dummeste, og dem er der ingen grund til at beholde. De kan passende ryge direkte til kamelslagteren og ende som hakkekød. Som sagt, så gjort. Af sted med kamelerne gennem ørkenen.

Det går bare ikke som overvismanden prædiker. Hele balladen ender med, at det er de to dummeste kameler, der overlever og tilmed bliver ophøjet til flittigt avlende avlsdyr. Så hvis man undrer sig over, hvorfor kameler i dag er så dumme, stædige, gnavne og irritable, skal forklaringen findes i, at de alle sammen er efterkommere af Ali-Babas to allerdummeste kameler.

Vanvittige blikke

Det er Rune T. Kidde, der har begået denne fornøjelige eventyrhistorie med masser af lune, skæve formuleringer og bratte stemningsskift, som Torkild Lindebjergs iscenesættelse udnytter til fulde. I en blanding af stumfilm, tegneserie og klassisk absurd "Vi-venter-på-Godot" -teater skaber han 50 minutters frydefuldt børneteater, hvor den klare barnelatter konstant blander sig med det voksne publikums mørkere tonearter.

For naturligvis er der også noget for de voksne at grine af. Alene mimikken hos Niels Jørgensen som Hipsomhap Kebab er vidunderlig. Vilde øjne, klodsede bevægelser og abrupte humørskift, når han veksler fra udspekuleret vismand til ren og skær tåbelighed. Tilsvarende har Finn Rye og Dorte Højsted som de otte kameler masser af vanvittige blikke, gumlende kamelkæber og gakkede gangarter at gøre godt med, når de fremstiller kamelmodeller fra diverse socialklasser. Såvel dem fra underklassen iført punket kameltøj og tyggegummigumlende kæber, som dem fra Amager iført campinghabit og hang til søde sager med deraf følgende massiv overvægt, dem fra småborgerskabet, der forsvinder i forelsket forfjamskelse, og endelig dem fra det bedre borgerskab med monokel og Klaaampenborg-dialekt.

En begavet komedie

Scenografen Kirsten Victoria Lind har klædt dem alle i udsøgte kamelrelevante gevandter og pakket hele komedien ind i luftige solsejl, der ånder lige dele skyfri himmel og bagende varmt ørkensand, mens dukkemageren Paul Arne Kring har begået en serie vidunderligt udtryksfulde kameler, som uanset størrelse formår at udtrykke den mest overbevisende grad af gumlende dumhed.

Forestillingen selv er alt andet. En begavet, veloplagt og originalt fortalt eventyrkomedie, der træffer sin målgruppe lige i centrum, og som ejer et spillerhold, der ikke er sådan at ryste ud af det. Da en lille pige til premieren med insisterende stemme krævede, at Finn Rye og Dorte Højsted her, nu og lige med det samme skulle få øje på en kamelkaravane ovre til venstre på scenen, belæsset med alskens sukkergodt, betroede han hende diskret: det er først om lidt, vi skal opdage dem! Så var det ligesom sat på plads.

Niels Jørgensen

S k u e s p i l l e r